Blandet Landhandel til søs

Af Frede Bak

FRA KØBMANDENS GAMLE KOPIBOG
BRIKKER TIL LÆSØS HISTORIE OMKRING 1920 – NR 6.

Blandet landhandel til søs!

Købmand Karl B. Larsen i Vesterø solgte søm og brædder. Han fremstillede cementsten i tusindvis, og forsynede kunderne med brændsel. I havnen lå hans skibe. I 1917 havde han i hvert fald fire. Der var motorjagten ”Karoline”, 25 tons dødvægt, og med en otte hestes motor, som kunne give den en fart, på seks-syv mil. Motorgaleasen ”Erna”, 43 tons dødvægt, og en 12 hestes motor. Så var der en forogagter skonnert uden motor og 65 tons dødvægt, og endelig en fiskedæksbåd med dam, og seks hestes motor. Endvidere havde han et logiskib, der lå ude ved fiskepladserne i hornfiskerisæsonen.
Fragtskibene sejlede Karl B. Larsens varer til Læsø, de transporterede hornfisk fra fiskepladserne rundt Læsø, til København. De bragte grise fra Læsø til fastlandet, og flyttede folks indbo, når de brød op fra øen. Derudover blev der opretholdt mere eller mindre fast pakettrafik mellem Læsø-Aalborg og Læsø-København. Og endelig blev der sejlet fragt – helst i hele ladninger – til og fra et hvilket som helst sted i landet. Karl B. Larsens kopibog viser tydeligt, at meget af købmandens tid gik med ”rederivirksomheden”. Fragter skulle aftales, skipperne instrueres, og når der ind imellem skete småuheld med skibene, var det ikke et ringe arbejde at få udbetalt assurancen. Det vil føre for vidt at fortælle om alle de – set med vor tids øjne – spændende aftale om fragter. Karl B. Larsens skibe sejlede med alt: Klude, ben og gammelt jern, tørv, kul og koks, olie og tømmer, tagplader og mursten og cement, for at nævne noget. Ud over denne sejlads, som vel ikke skilte sig ud fra den øvrige småskibsfart, som var udbredt dengang – det var jo før de store lastbilers tid – så gik Karl B. Larsen ind i et par aftaler, som må siges at have været af en noget speciel karakter.
Motorgaleasen ”Erna”
Og her var det motorgaleasen ”Erna”, der måtte lægge skrog til. I august 1922 fik Karl B. Larsen et brev fra en sjællandsk skibsfører, der boede i Kalvehave sogn. Han var interesseret i ”Erna”. Måske ville han købe skibet, måske ville han kun leje det. Planen med ”Erna” var, at den skulle ligge i København som frugtskude – eller pæreskude, som københavnerne almindeligvis kaldte disse småfartøjer, som lå fast placeret i kanalen, lige op til Christiansborgs Slotsplads, og hvorfra der blev solgt frugt hentet på ”Sydhavsøerne”. Karl B. Larsen ville godt sælge ”Erna” – det var et godt fartøj, der fandtes kun nogle få gamle bundstokke i den, ellers var alt nyt fra 1908 og 1913. Det kom nu ikke til noget salg. ”Erna” blev lejet ud for kr. 125,00 om måneden, og lå så i København i nogle måneder, fra begyndelsen af september 1922. Den sjællandske skibsfører ville godt bruge ”Erna” til en tur efter frugt, og det havde Karl B. Larsen intet imod, men han måtte selv aftale turen med ”Ernas” faste skipper. Muligvis var Karl B. Larsen bange for, at hans faste mand på ”Erna” skulle blive snydt. Karl B. Larsen gjorde i hvert fald det, at han oplyste ejeren om, hvordan aflønningen normalt blev foretaget, når ”Erna” sejlede fragt: Skipperen fik 2/3 af nettofragten og holdt så selv en mand og kosten. Karl B. Larsen fik 1/3 af nettofortjenesten til skibet. Det sidste Karl B. Larsen sikrede sig var, en kontrakt underskrevet af den - sydsjællandske frugtsælger – ”for ikke at få nogle misforståelser bagefter”, som Karl B. Larsen sluttede sit brev. Da kopibogen ikke beretter mere om denne lidt specielle brug af ”Erna”, ja, så er alt sikkert forløbet på bedste måde.
I Christiansborgs skygge
Den stilleliggende hverdag som frugtskude i Christiansborg skygge, må have været trist for den ellers så aktive ”Erna”. De stille dage blev måske brugt til et tilbageblik på en helt anden form for udlejning, som overgik ”Erna” i begyndelsen af tyverne. I tre år sejlede ”Erna” i perioder af to til tre måneder som lystfartøj for direktør Carl Vett i København. Karl B. Larsen udlejede ”Erna” med mandskab for kr. 50,00 om dagen. Petroleum, olie og havnepenge, skulle lejeren selv betale. Inden skibet gik i lystfart, blev det rigget til dette specielle formål. Karl B. Larsen havde det særlige inventar liggende på Læsø, så det kunne installeres, og bruges år efter år. I brevene til den københavnske direktør er der er godt eksempel på, at Karl B. Larsen ikke gav ved døren, når det drejede sig om et forsikringsanliggende. Direktør Vett havde lejet ”Erna” i to måneder fra den 1. juli 1922. Da Karl B. Larsen gennemgik regnskabet for lystsejladsen, bemærkede han, at skipperen havde bedt om betaling for 62 dage, men Karl B. Larsen havde kun modtaget leje for 60 dage, hvorfor han bad Vett betale yderligere kr. 100,00 – da der jo var 31 dage i både juli og august. Brevets første afsnit var altså en meget præcis rykkerskrivelse. I næste afsnit blev tonen en anden. Nu skulle der sælges. Hvis Vett, som han havde drøftet med skipperen, næste sommer agtede sig med ”Erna” gennem Vänern til Stockholm, og østen om Sverige tilbage til Danmark, ja, så havde Karl B. Larsen tænkt sig at sætte en ny og kraftigere motor i skibet.
Og så kom brevets sidste afsnit. Der blev ikke krævet, der blev ikke lokket, men nu blev der bedt, bedt om en tjeneste: ”Direktøren kan vel ikke skaffe min søn et eller andet godt job (plads) i København - - ”, og brevet sluttede: ”Imødeseende direktørens ærede svar på foranstående skrivelse.” Altså svar 1)rykkeren, 2)næste sommers forretning og 3)et job til sønnen. Jo, han kunne, den købmand.
Frede Bak